Blev jeg stille.

Ikke fornærmet, bare overrasket. Men stilheden varede kun et øjeblik. For jeg mærkede et skift.
Jeg vendte chokket til energi, tog fat i mine værdier og begyndte at gentænke min vej frem.

I min opvækst har jeg altid fået at vide, at hårdt arbejde nok skal betale sig.
At hvis jeg leverer, tager ansvar og gør en forskel, så bliver jeg set – og belønnet på et eller andet tidspunkt. 

Og jeg er ikke direkte uenig, men sandheden er også, at når du bliver for faglig stærk i dit job, bliver du også svær at flytte.
Du bliver en nøgleperson. En, man ikke kan undvære.
Og lige dér – midt i alt det, der burde være en succes – kan du sidde fast.

Så tæt på – og alligevel helt ved siden af

Efter at have arbejdet i den samme rolle i fire år begyndte jeg at få følelsen af at være klar til next level. Jeg leverede. Jeg skabte resultater. Jeg havde opbygget et stærkt team og et solidt renommé i virksomheden, og jeg var endda ofte den der blev taget med når direktionen havde nogle spørgsmål der skulle drøftes, sågar ind og præsentere for bestyrelsen et par gange.

I mit hoved måtte det da betyde noget, samtidig med mine egne voksende ambitioner spillede omverdenen mig også et pus, da flere og flere tidligere kollegaer fra min konsulent tid begyndte at poste på LinkedIn, at de havde indtaget C-level-roller.
Følelsen af at skulle videre til next level voksede, ambitioner om next step blandet med angst for at gå i stå i en mellemlederrolle voksede. 

Og som den type jeg er, lavede jeg selvfølgelig en plan.
Jeg vidste, hvad jeg ville have mere af: Jeg ville tættere på beslutningerne. Jeg ville have reel indflydelse. Jeg ville sidde ved bordet – ikke bare dække det.

Så jeg tog snakken med direktøren. 

Jeg var forberedt, velformuleret og klar.  

Men han så det anderledes.

Han smilede, roste mig for mine resultater og sagde, at han elsker at have mig i den rolle, jeg sidder i. At han gerne ville efterkomme mit behov for udvikling og endda give mig mere lederansvar – måske endda en ny titel.

Men så kom sætningen: “Jeg ser dig dog ikke som en med direktions potentiale.”

Av – Den gjorde ondt. Men den var i det mindste ærlig.

Når man bare var en brik i deres spil – et redskab

Jeg gik trist derfra. Ikke vred. Bare tom.
Jeg lavede ikke drama. Jeg sagde ikke op.
Jeg gik hjem, reflekterede og lavede min egen exitplan – og begyndte stille og roligt at trække mig mentalt.

Mit eget projekt quiet quitting.

I dag hvor jeg er kommet lidt på afstand, kan jeg se at min plan ikke passede ind i hans plan, og det var en stor del af årsagen til, at vi endte, hvor vi gjorde. Men jeg kan også se, at jeg selv placerede mig i en rolle, hvor jeg afviklede mig selv i stedet for at udvikle mig selv. 

At blive set som en loyal arbejder, men ikke som en ligeværdig sparringspartner.
At blive værdsat for det, jeg gør – men ikke for det, jeg kan blive.

Det tog mig noget tid at forstå, at faglighed ikke alene baner vej til lederskab.
Lederskab kræver, at man tør tage sin plads – også når ingen inviterer én op.

Jeg har lært, at det ikke er nok at være uundværlig.
Man skal også turde være uimodtagelig for begrænsninger.

Og måske er det netop dér, udviklingen starter –
når man ikke længere beder om at blive set, men begynder at vise sig selv.

Jeg har lært, at faglighed kan åbne døre – men kun mod tør at gå ind ad dem.
Jeg er færdig med at vente på, at nogen ser mit potentiale.
Jeg ser det selv.

I don’t do easy. I do what feels right — I’m not walking away, I’m walking towards more.