I denne uge sad jeg i et møde, hvor noget blev præsenteret. Der gik ikke ret mange sætninger, før jeg kunne høre, at det, der blev præsenteret, var noget, jeg havde lavet. Og nej, mit navn blev ikke nævnt. Jeg sad og lyttede videre. Hver sætning, struktur og hvert valg var noget, jeg havde været med til at skabe. Og så kom tanken: Sker det her virkelig? Er min gode kollega ved at tage æren for mit arbejde? Eller misforstår jeg situationen?
Hvad tror du, jeg gjorde?
Rejste mig op og sagde: Fandeme-nej!
Ikke rigtig…
Hvorfor?
Fordi usikkerheden ramte mig. Jeg havde ret til at reagere. Det var mit arbejde. Det var mig, der havde lavet det hele. Alligevel begyndte jeg at tvivle. Jeg ville ikke stemples som dramatisk eller smålig. Og hvis jeg sagde noget, ville jeg så ikke bare skabe dårlig stemning?
Efter mødet havde jeg en sten i maven. Hele oplevelsen spillede igen og igen i mit hoved.
En kollega, jeg havde tillid til. En kollega, jeg havde en tæt relation til.
Hvorfor?
For fem år siden havde jeg nok valgt stilheden.
Jeg havde trukket mig lidt. Skabt afstand. Mistet en smule tillid. Men ikke længere. Efter mødet tog jeg fat i vedkommende og havde en rolig dialog om, at når vi skaber noget sammen, så tager vi også æren sammen. Måske skulle jeg have sagt noget på mødet. Men for mig var den efterfølgende dialog lige så vigtig. Min kollega blev opmærksom på noget, vedkommende ikke selv havde set. Og jeg fik sat en grænse. Ikke for at skabe konflikt. Men for at stå ved min egen værdi. Tilliden? Ja, den tager tid at bygge op igen. Og det er faktisk okay.
Det her er min historie, men den er desværre ikke enestående.
Jeg møder alt for ofte kvinder, der har haft lignende oplevelser. Dygtige kvinder, som leverer resultater, men som bruger mere energi på at vurdere, om de “må” reagere, end på faktisk at reagere.
Mit bedste råd?
Stå ved din oplevelse og tag dialogen. Ikke fordi du skal skabe konflikt, men fordi du skal vise andre, hvor dine grænser går.