Men jeg rejser mig – og bliver ikke mindre, men tydeligere. 

Jeg tror dybt på ordentlighed er en af de vigtigste dyder at bibeholde når man gør karriere.

Men jeg har også lært på den hårde måde, at ordentlighed ikke altid beskytter mig – men at den til gengæld får mig til at stå fast og være stolt af mig selv når stormen har lagt sig.

Og jeg vil være ærlig: Som kvinde i en lederrolle har jeg flere gange oplevet at blive skubbet ned ad karrierestigen – ikke fordi jeg ikke kunne mit arbejde, men fordi andre havde mere albuer end værdier.

Men tilbage til bullerbasse historien…

Det hårde forår – High Functional Burnout in the horizon

I starten af året stod jeg med et team, hvor to ressourcer faldt fra næsten samtidig.

Jeg forsøgte at holde alt kørende (set i bakspejlet meget dumt).

Alt handlede om drift – ikke udvikling.

Jeg var efter et par måneder træt, udmattet og tæt på det, jeg i dag kan se var et high functional burnout.

For at passe på mig selv valgte jeg, at hyre en erfaren og selvkørende projektleder. En, der selvstændigt kunne løfte projekterne fra dag ét og give mig lidt tiltrængt luft.

Besøg af min gamle ven “Imposter Syndrome”

Han var fagligt dygtig. Men langsomt begyndte han at skubbe sig selv frem. Først små forskydninger – så større.

Til sidst havde han stille og roligt kørt mig ud på en sidelinje, og sig selv i stilling til min stilling – WTF!

Da det langsomt begyndte at gå op for mig, hvad der skete, fik jeg tiltagende tankemylder. Jeg kunne ikke sove, og mit hoved var fyldt op med de samme tanker som kørte i ring.

Jeg prøvede hele tiden at tænke i løsninger og fortælle mig selv, at han jo bare gjorde det, jeg havde ansat ham til – bortset fra, det gjorde han bare slet ikke.

Han forsøgte at manipulere mig. Og efter et helvedes forår, hvor driften havde drænet mig, var jeg ikke skarp nok til at sætte de rigtige grænser på det rigtige tidspunkt, og jeg lod mig falde ned i et hul, hvor jeg blev usikker på egne kompetencer. Hurtigt rakte jeg ud til mit netværk, fik en peptalk og fik taget action. Det tog mig al min inderste styrke, at få hevet mig selv op til at tro på mig selv igen – og til sidst sætte grænser.

Det var så typisk mig, og så classic imposter syndrome:
Når en bullerbasse fylder rummet, mister jeg fodfæstet og tvivler på, om jeg egentlig er god nok.

Når nok er nok

Erfaringsmæssigt kender jeg efterhånden mig selv så godt, at jeg ved hvornår jeg skal arbejde på en løsning og hvornår jeg skal sige ” Tak, men nej tak”. Så efter et par dages tankemylder, fik jeg med støtte fra en kollega sat et møde op, og afsluttet “samarbejdet”. 

Det var så meget det rigtige at gøre, og alligevel havde jeg det både før og efter dårligt med at smide ham ud. Hvordan skal han nu have råd til at betale regninger, og er det skidt for hans CV?

Shit, mit gode hjerte er ikke altid skabt til karriere…

I dag ser jeg situationen som en gave. En lidt træls én, men stadig en gave.

Den lærte mig, at ordentlighed uden grænser bliver selvudslettende.
At stilhed kan blive en samtykkeerklæring.
Og at nogle gange er det mest professionelle, du kan gøre, at sige: “Stop. Ikke på min vagt.”

Jeg har altid troet, at det stærke var at holde hovedet koldt og finde løsninger.
Men det stærke er faktisk at mærke, når nogen går over dine værdier — og handle på det, før de får dig til at tvivle på dig selv.

Så ja – jeg blev manipuleret, rystet og træt helt ind i sjælen.
Men jeg rejste mig.
Og jeg fandt ud af, at mit fundament ikke var svagt – det var bare blevet testet.

For mig handler det ikke længere om at holde fred.
Det handler om at holde fast.

Jeg vil hellere være hende, der siger fra, end hende, der bliver spist af spillet.
Jeg vil hellere være for meget end for lidt.
Og jeg vil hellere være tydelig end bekvem.

I don’t do easy. I do what feels right — even when it costs me.
And sometimes, I have to remind myself of that