For fire år siden skete der noget, der ramte mig hårdere, end jeg havde forventet.

Jeg havde arbejdet i den samme rolle i fire år. Jeg havde skabt resultater, opbygget et stærkt team og fået et godt renommé i virksomheden.

Jeg blev ofte inviteret med, når de store beslutninger skulle drøftes. Jeg kendte forretningen, blev involveret i fortrolige diskussioner og havde endda præsenteret for bestyrelsen flere gange.

Så da der opstod en oplagt mulighed for at tage næste skridt i min karriere, tænkte jeg:

Nu må det da være min tur.

Men nej.

Jeg blev ikke tilbudt stillingen. Jeg blev ikke engang spurgt, om jeg var interesseret.

Til gengæld fik jeg lov til at håndtere stillingsopslaget, der skulle bruges til at finde en kandidat udefra.

 Av.

 Det var en mærkelig følelse.

At være god nok til at blive inddraget i de store beslutninger, men åbenbart ikke god nok til selv at komme i betragtning, når muligheden opstod.

 

 

Måske var jeg bare ikke god nok?

Jeg kunne selvfølgelig have ladet det ligge.

Men sådan fungerer jeg ikke helt.

Når jeg vil noget, laver jeg en plan. Og jeg havde efterhånden en ret klar idé om, hvad jeg ville med min karriere.

Jeg ville tættere på beslutningerne. Have reel indflydelse. Udvikle mig som leder.

Og ja, jeg kunne også mærke, at det påvirkede mig, når tidligere kollegaer fra min konsulenttid begyndte at dukke op på LinkedIn med nye, flotte titler.

Jeg var glad på deres vegne.

Men samtidig voksede spørgsmålet:

Hvorfor ikke mig?

Så jeg forberedte mig og tog snakken med min direktør.

Han lyttede. Roste mine resultater og fortalte, hvor glad han var for at have mig ansat.

Men så kom sætningen:

“Jeg ser dig ikke som en der passer til denne stilling, og du gør det bare super godt i din nuværende rolle.”

Jeg blev stille.

Ikke fordi jeg var fornærmet. Men fordi det gjorde ondt at høre, at en person, som kendte mig og mit arbejde så godt, ikke så det samme potentiale, som jeg selv gjorde.

Og måske havde han ret.

Måske havde jeg ikke de kompetencer, han søgte til netop den stilling.

Men jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke engang var blevet en del af samtalen om mulighederne.

 

Fra skuffelse til handling

Jeg gik ikke ind og sagde op dagen efter.

Men noget ændrede sig.

Jeg begyndte stille og roligt at trække mig mentalt. Jeg passede stadig mit arbejde, men min energi og mine ambitioner var begyndt at søge andre steder hen.

Mit eget lille projekt quiet quitting.

Og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg i en periode placerede mig selv i offerrollen.

Jeg var så optaget af, at min direktør ikke så mit potentiale, at jeg næsten glemte selv at gøre noget ved det.

Men jeg blev heldigvis ikke hængende dér.

For på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde et valg.

Jeg kunne enten blive ved med at være skuffet over, at han ikke så det samme i mig, som jeg selv gjorde.

Eller jeg kunne begynde at skabe mine egne muligheder.

Men først måtte jeg forstå, hvordan jeg overhovedet var endt i den situation.

 

Da min største styrke blev min begrænsning

Jeg er vokset op med en tro på, at hårdt arbejde betaler sig.

At hvis du leverer, tager ansvar og gør en forskel, så bliver du også set.

Og det tror jeg stadig på.

Men jeg har lært, at der er en bagside.

For når du bliver rigtig dygtig til dit arbejde, kan du også blive svær at undvære.

Du bliver den, der har styr på tingene. Den, der kender forretningen. Den, man altid kan regne med.

Og måske er det præcis dér, du risikerer at sidde fast.

Ikke nødvendigvis fordi nogen bevidst vil holde dig tilbage.

Men fordi det fungerer rigtig godt for andre, at du bliver, hvor du er.

 

Jeg var blevet værdsat for det, jeg gjorde. Men jeg savnede at blive set for det, jeg kunne blive.

Min direktør havde en plan for mig, der passede til virksomhedens behov.

Jeg havde en anden plan for min egen udvikling.

Og i alt for lang tid havde jeg ladet hans plan fylde mere end min egen.

 

 

Hvad jeg ville ønske, jeg havde forstået tidligere

I dag står jeg et andet sted i min karriere.

Jeg har fået nye muligheder, større ansvar og ikke mindst en anden forståelse af, hvad det kræver at skabe den karriere, jeg gerne vil have.

Men den vigtigste læring handler faktisk ikke om titler eller forfremmelser.

Den handler om at tage ansvar for sin egen retning.

For jeg kan ikke bestemme, om en leder ser mit potentiale.

Jeg kan ikke kræve at få en bestemt stilling.

Og jeg kan heller ikke forvente, at andre automatisk ved, hvad jeg drømmer om.

Men jeg kan vælge, hvad jeg gør, når mine ambitioner og mine muligheder ikke længere passer sammen.

Jeg kan tage samtalen. Søge feedback. Udfordre mig selv. Opsøge nye muligheder.

Og jeg kan vælge ikke at blive stående og vente på en invitation, der måske aldrig kommer.

Jeg ved ikke, om min direktør havde ret dengang.

Men jeg ved, at hans vurdering ikke behøvede at være afgørende for, hvor jeg kunne ende.

Og det er måske den vigtigste erkendelse, jeg tog med mig.

Så hvis du sidder et sted, hvor du leverer, tager ansvar og inderst inde ved, at du gerne vil mere, vil jeg efterlade dig med ét spørgsmål:

Er det andre, der holder dig tilbage – eller er du selv begyndt at acceptere, at du skal blive, hvor du er?